Søndag-onsdag den 23.-26.

Vi nyder stadig livet!

Søndag fandt vi et hotel, hvor vi kunne betale os til at bruge deres pool en hel dag for hvad der svarer til en 20’er. Det er godt det ikke er dyrere, for vi nåede at brune os i sammenlagt en halv time (nogle mere brune end andre – hæhæ) inden det blev overskyet. Hotellet er vel besøgt af andre hvide, så vi nød endelig at kunne være mzungu’er i fred.

Bagfra lignede denne mand til forveksling en elefant. 

Diana blev lidt skuffet...

Mandag morgen vågnede vi begge op og var skidesure. Der har været en del gæster i huset på det sidste og det resulterede i at nogen, natten til mandag, glemte at tage hensyn til vores søvn da de så film. Lulu var ude at slukke TV’et kl. 2.00, hvor hun finder én af bofællerne mirakuløst sovende i sofaen med lyden skruet helt op. Og medregnet den efterfølgende nedhidsningstid og den nærliggende moskés bragende morgenbøn fra kl. 5, fik vi hver 2 timers søvn den nat.

Så grundet omstændighederne besluttede sure Lulu og sure Diana derfor at ændre vores morgenvagt til en eftermiddagsvagt den dag.

Tirsdag var til gengæld lige på og hårdt, da vi mødte ind til vores første oplevelse af et dødsfald på afdelingen. Der var det rart at have hinanden.
Ellers har vi fundet os nogenlunde til rette med hverdagen på børneafdelingen, men vi glæder os til forhåbentlig at få lidt flere udfordringer på en ny afdeling fra næste uge af. Derfor har vi heller meget at berette om onsdagen, der forløb nogenlunde på same måde: vi møder ind, får rapport, hjælper med sengeredning, måler basisværdier på babyerne, bliver grinet af mødrene (men kærligt) og udfylder journaler. Mere har de ikke vi kan lave.

Vi glemmer noget nyt hver dag. Her glemte vi kniven til vores smørepålæg, og de bedste løsningsforslag var derfor Lulus tusch eller Dianas solbriller..... 

Citat fra hverdagen:

Hostmom: And how about the (mosquito)nets? Is it working?

Lulu: No, not really. I just dropped it…

Onsdag-lørdag den 19-22.

De næste dage gik mere roligt. Vi brugte en masse tid på at få styr på praktiske ting som internet, mere tøjvask og orientering i området. På hospitalet fik vi hægtet os på en kenyansk sygeplejestuderende, der formåede at sætte os nogenlunde ind i rutinerne i afdelingen og som vi derfor fik en masse gode snakke med. Vi har målt temperaturer, givet medicin, udfyldt papirudgaver af temperaturskemaer og set med ved journal-skrivningen (der også foregår på papir med alle mulige spændende håndskrifter).  Helte-Lulu greb også lige en besvimende kvinde i farten – hun træner også til Flying Mzungu mesterskaberne.

Så i virkeligheden lyder det alt sammen lidt kedeligt, hele vores falden til-proces. Men der kommer masser af gode guldkorn i løbet af dagene…:

Lulu til host-mom første dag

Mary: So what do you do in your free time?
Lulu: …- And I also do some fitness, like liftweighting..

Diana på et helt tilfældigt tidspunkt

Diana: det er som om relationen ikke helt tæller, når man har skabt den på et tidspunkt hvor den anden var bevidstløs.

Lulu på vores nye yndlingscafé

Tjener: With fries? - Do you want them spicy or just regular?

Lulu *Rimeligt forvirret, efter mange spørgsmål* … No no, just fried.

(Fortsættelse:

Diana: Haha, Luluuu.. Just fried fries.

Tjener: Hahaha!

Lulu: I’m sorry – I’m from Denmark!!

Tjener: Haha okay. *Vender sig mod Diana* Oh, so you’re not from the same country? J

Diana: *Sukkende *.. Yees, we are….)

Alm. Aften hjemme

Host-mom: Be careful, the floor is slippery. (Sagt med kraftig afrikansk accent)
Diana: Yes yes. *Lulu nikker fraværende og synger videre for sig selv*
Lulu: *Går ud mod toilettet, syngende* ..- Why you gotta be so ruuuSLASK! (Hvorefter hun grinende ligger på gulvet og endelig forstår hvad der blev sagt)

Endnu en alm. aften
Lulu: Vil du ha’ et stykke chokolade?

Diana: *Fraværende oppe fra overkøjen * Nej, tak.

30 sek. senere..

Diana: Okay, så efter du havde budt mig chokolade, fandt jeg et lillebitte stykke på mit sengebetræk. Jeg er ikke sikker på at det altid er en ret god idé at spise noget brunt man har fundet i sin seng, men denne her gang slap jeg heldigt fra det..

Lulu i supermarkedet: Ska’ jeg rækk’ osten cheddar?

Hertil er vi ved at underholde os med de få midler vi har – igen The African Way. Således brugte vi en hel aften på at lege at én af vores mange billige bananer var en telefon. Vi fik ringet hjem, til hinanden, til cykelsmeden og generelt til alle vi kender. Vi leger også luk-alle-skabene-leg, fordi ingen låger og døre i huset kan lukkes rigtigt, men altid springer op igen. Det gælder altså om at løbe fra låge til låge og have så mange lukkede ad gangen som muligt. Det er sjovere end det lyder!
Og så leger vi selvfølgelig vores yndlingsleg: lær-de-andre-dansk. Vi er tilsyneladende mere heldige med at kunne udtale swahili end de er med dansk. Men det hjælper selvfølgelig heller ikke på det at Lulu forvirrer dem: ”This is a banana!!!”,  ”You know - én banan, flere bananer!!!”. De andre forlod herefter køkkenet, med et mere eller mindre bekymret udtryk i ansigtet…

Hvis I ikke allerede har fanget den lidt overgearede stemning, der nogle gange hersker, kan den understreges med den her sang, der (af vores roomies) påstås at være vores sang. Den spilles i radioen alle vegne og det eneste vi forstår er ordet/retten 'chapati'. 

Men vi har endelig fundet et sted med ordentlig kaffe! 

Følg med i næste afsnit af.. Lulu og Dibani på afveje.

Tirsdag den 18.

Tirsdag var vores første dag i praktik. Dagen kan samlet set beskrives med ét ord: Tragi-komisk.

Diana lavede en statusopdatering på facebook med opremsning af alt det ballade vi lavede, og det viste sig at være så sjovt, at Global Contact skrev og spurgte om ikke de måtte citere den på deres side, hvor andre mulige/kommende voluntører læser med.

Med det post er dagen vist fint beskrevet.

Mandag den 17.

Mandag startede med at vi blev vækket af en flok larmende tyskere, der spredte ”god” stemning på gangen omkring kl 4.00.

Sådan ser det ud, når der skrives blog på vores lillebitte hostel-værelse.

(Sådan ser det ud, når Lulu tager billeder)

Vi stod op samtidig med de andre piger for at vinke dem farvel og derefter spise morgenmad på YMCA. Alt vores bagage var pakket, så vi var klar til at blive hentet kl. 10. Vi har den sidste uge boet sammen med en kristen sygeplejestuderende, som også skulle køres til busstoppestedet og vi brugte derfor ventetiden på at bede en lille bøn på vores hostel-værelse. Traditionen tro benyttede taxachaufføren sig af African time, og vi blev derfor hentet kl. 10.40. Vi tre piger kørte ind til centrum, hvor vi blev sat af og vores veje måtte skilles endnu engang.

Vi blev gennet ind i en matatu/minibus og her gik det op for os at vi for første gang var på helt egen hånd. Efter ca. 2,5 time i en mere eller mindre lugtende og larmende matatu ankom vi til Nakuru, alene, trætte og tissetrængende. Så vi gik på jagt efter en teleforretning da vi ikke havde nogen adresse på vores host-mom og grundet et par misforståelser ikke havde kenyanske simkort endnu. Efter meget lang tid hos telefondamen lykkedes det os endelig at få et simkort hver, og Lulu kunne ringe til vores host-mom. Det viste sig at hun havde ventet på os i godt 4 timer, men at hun heller ikke havde vidst hvordan hun skulle kontakte os.
Vi fik en krammer hver og inden vi havde set os om, havde hun læsset os ind i det de kalder en tuctuc. Vi blev enige om at det ligner en mellemting mellem en cykel og en hestevogn - med motor, og turen var mægtig skæg! Vores chauffør var også meget kristen og fastholdt at han kunne tale med Gud, så det fik vi nogle fine snakke ud af. 

Vi kom helskindede frem til vores nye hjem i det næst-mest sikre område i byen. Et rigtigt hus af mursten, have og træk- og slip-toilet. Når der er vand (og det er der ikke pt., fordi den nystartede bilvask længere oppe ad vejen har kappet vandforsyningen – only in Africa), og det virker, er der varme brusebade, og når vores mandlige bofæller ikke er hjemme kan vi snige os til lidt sol i haven. Vores host-mom’s niece bor her også, så vi er i virkeligheden et lille bofællesskab af unge mennesker med en ekstra mor – og lige præcis sådan vil hun gerne ses.
Men hun er sød og her er dejligt. Vi har lært at prutte i hinandens selskab, hvilket er praktisk når man bor på 8 kvm og spiser kål hele tiden. Håber I også har det godt derhjemme!

Vi ved heldigvis at man kan købe nye toiletter langs vejene, 

hvis det bliver problematisk. Nogen der skal have et med?

Søndag den 16.

Søndag morgen blev indledt med endnu et lækkert bad i minusgrader efterfulgt af en omgang morgenmad på YMCA.  Vi besluttede at tage på Maasai marked inde i byen. Ved ankomst blev vi efter mindre end to minutter omringet af 15 sælgere, der talte i munden på hinanden. Lulus puls steg til 130 og Diana måtte lægge en hånd om hendes skuldre og berolige hende lidt (Årh, Lulu…). For anden gang på denne tur hørte vi spørgsmålet ”Are you twins?!”, blandt mange mange andre spørgsmål, som vi ihærdigt forsøgte at navigere os udenom.
Handlen på markedet foregik ved at man blev fulgt af en sælger, der holdte ens ’maybe-bag’. Her skulle man bare proppe ting i og så ville sælgeren til sidst give ’en god pris’.  Lulu fik afsluttet sin handel og forhandlede sig ned fra 18.000 til 4000 ksh. Diana blev fanget lidt i forhandlingerne og Lulu måtte komme til undsætning og spille skrap igen. 

Vi deltog senere på dagen i et møde hos Action Aid i Nairobi, og tog derefter en taxa videre til Karen Blixens Farm. Det var en smuk farm med en mindst lige så storslået have. Vi blev vist rundt (mere eller mindre ufrivilligt) af en guide, der lærte os en ting eller to om go’e gamle Karen.

Lulu på besøg hos Karen.

Her bliver vi lige overhalet af to busser, der kæmper om at komme først ind foran os.

Vores chauffør var god, men vi skreg lidt alligevel. ;)

Vi afsluttede dagen på vores værelse hvor de andre piger kom ind og hyggede og sagde farvel. Efter pigerne var gået ind til dem selv, talte vi lidt om dagen og Diana afsluttede med ordene: ”Jeg ville ønske der altid var så mange søde piger i min seng.” (Lulu har en beskidt humor)

Hun havde også beskidt tøj..