Lulu og Dibani i Kenya: Mandag d. 10. November

Natten til mandag var kølig og regnfuld, så vi sov trygt i vores køjeseng lige indtil kl. 4, da døren ud til gården gik op. Ind kom en højt miavende kat, der ikke gad være ude i regnen. Vi havde lidt ondt af den, så den fik lov at ligge på den tomme seng. I bælgragende mørke luskede den selvfølgelig alligevel rundt, indtil den fik lokaliseret Dianas overkøje. Det var ren win-win, for katten blev nusset til den faldt i søvn og Diana fik styret sit kattebehov. Eneste minus var at katten blev liggende i køjen det meste af den efterfølgende dag..

Morgenen bød på turens første løbetur. Man kan godt mærke på formen, at vi er næsten 2 km over havoverfladen!
Herefter var der undervisning omkring kulturen i Kenya, hvilket ledte op til en ekskursion ud i lokalområdet ved platformen. Vores 'guide' Kevin tog os med hjem til hvad der måske bedst kan sammenlignes med en kolonihave med to lerhytter - en til beboelse og en til køkken. Det var enormt tankevækkende at se fattigdommen på den måde og at skulle vises rundt som turist i andres hjem. Vi blev opfordret til at stille spørgsmål til familiens livsstil, men da Kevins mor, med tårer i øjnene, fortalte at hun var single-mom til to, uden fast indtægt og iøvrigt var en del af et lokalprojekt, hvor en samling kvinder tager sig af HIV-smittede forældreløse børn, blev det svært at stille spørgsmål til noget, at frygt for at gøre hende mere ked af det. Og her skulle man forestille selv at være fattig studerende. Det sætte tingene lidt i perspektiv..

Stemningen lettedes lidt på tilbagevejen, da vi mødte en skildpadde og blev vist rundt i det område hvor de første mennesker siges at have haft bygget grotter.

Turtle time

Stemningen toppede da Kevin fortalte at der også var løver i området, og lige pludselig kunne vi godt få fart i skoene. Da han håbte "Hurry - the rain is coming", hørte vi det måske lidt som "Hurry - the lion is coming"... Ja..

Men regnen kom faktisk og vi søgte tilflugt i en lillebitte hytte, hvor vi endte 14 mennesker og en kogende gryde. Normalt bor her kun 5 - manden var heldigvis på arbejde som kamelpasser.

Her fik vi lov at tage et foto bagefter.

Fra venstre: Vores guide Kevin, hans bedste ven Peter, smukke Rukia og hendes tre børn.

De hyggede sig med at stille spørgsmål til hvorvidt vi også har 'tribes' i Danmark, hvor fladt vores landskab er og hvordan vores jord er. Vi var mest fascinerede af hvordan de selv bygger husene, at kameler er et egentligt erhverv og selvfølgelig hvor mange mennesker man kan gemme i så lille et hus.

Vi var trætte da vi kom tilbage til platformen, meeeeen, lidt teambuilding/stafetløb kan der jo altid blive overskud til..