Mandag den 17.

Mandag startede med at vi blev vækket af en flok larmende tyskere, der spredte ”god” stemning på gangen omkring kl 4.00.

Sådan ser det ud, når der skrives blog på vores lillebitte hostel-værelse.

(Sådan ser det ud, når Lulu tager billeder)

Vi stod op samtidig med de andre piger for at vinke dem farvel og derefter spise morgenmad på YMCA. Alt vores bagage var pakket, så vi var klar til at blive hentet kl. 10. Vi har den sidste uge boet sammen med en kristen sygeplejestuderende, som også skulle køres til busstoppestedet og vi brugte derfor ventetiden på at bede en lille bøn på vores hostel-værelse. Traditionen tro benyttede taxachaufføren sig af African time, og vi blev derfor hentet kl. 10.40. Vi tre piger kørte ind til centrum, hvor vi blev sat af og vores veje måtte skilles endnu engang.

Vi blev gennet ind i en matatu/minibus og her gik det op for os at vi for første gang var på helt egen hånd. Efter ca. 2,5 time i en mere eller mindre lugtende og larmende matatu ankom vi til Nakuru, alene, trætte og tissetrængende. Så vi gik på jagt efter en teleforretning da vi ikke havde nogen adresse på vores host-mom og grundet et par misforståelser ikke havde kenyanske simkort endnu. Efter meget lang tid hos telefondamen lykkedes det os endelig at få et simkort hver, og Lulu kunne ringe til vores host-mom. Det viste sig at hun havde ventet på os i godt 4 timer, men at hun heller ikke havde vidst hvordan hun skulle kontakte os.
Vi fik en krammer hver og inden vi havde set os om, havde hun læsset os ind i det de kalder en tuctuc. Vi blev enige om at det ligner en mellemting mellem en cykel og en hestevogn - med motor, og turen var mægtig skæg! Vores chauffør var også meget kristen og fastholdt at han kunne tale med Gud, så det fik vi nogle fine snakke ud af. 

Vi kom helskindede frem til vores nye hjem i det næst-mest sikre område i byen. Et rigtigt hus af mursten, have og træk- og slip-toilet. Når der er vand (og det er der ikke pt., fordi den nystartede bilvask længere oppe ad vejen har kappet vandforsyningen – only in Africa), og det virker, er der varme brusebade, og når vores mandlige bofæller ikke er hjemme kan vi snige os til lidt sol i haven. Vores host-mom’s niece bor her også, så vi er i virkeligheden et lille bofællesskab af unge mennesker med en ekstra mor – og lige præcis sådan vil hun gerne ses.
Men hun er sød og her er dejligt. Vi har lært at prutte i hinandens selskab, hvilket er praktisk når man bor på 8 kvm og spiser kål hele tiden. Håber I også har det godt derhjemme!

Vi ved heldigvis at man kan købe nye toiletter langs vejene, 

hvis det bliver problematisk. Nogen der skal have et med?