Onsdag-fredag den 17.-19. December

Onsdag var der planlagt vejledningssamtale med vores vejleder hjemme fra O’ens’. Vi syntes vi havde gjort vores bedste for at optimere mulighederne for en skypesamtale, men i sidste ende var det gratis wifi for ringe på det tidspunkt og vores modem kunne ikke få god nok forbindelse (på trods af at vi sad midt inde i byen). Så vi nåede at sige hej og så droppede vi det igen, fordi det ikke var muligt at holde en samtale kørende. Det var vi lidt trætte af, for vi havde ventet i næsten 3 timer på caféen for at være klar. (Vi ved det. 3 timer på en god café er temmelig first-world-problem-agtigt.)
Hjemme igen havde vi sidste aften med de 2 mandlige studerende der har boet her, inden de tog hjem igen. Vi ville egentlig have bagt dem en kage, men da vi pludselig løb tør for tid endte vi med at strikke en mægtigt cheesy gave på benene. En Napoleon, en passionsfrugtsodavand og en energidrik. Eller som vi oversatte det til: en fremtid fuld af ”Passion, energy and excitement”. (Excitement med reference til vores host-mom, der ikke mener hun bliver fuld – hun bliver bare ’excited’.)

Torsdagen gik med praktik og med at nyde roen! Vi gik glade til og fra sygehuset, handlede lidt småting på vej hjem, og brugte ellers resten af dagen på at sove, spise, læse skønlitteratur, skrive opgave, løbe, dyrke yoga og hænge i sofaerne. Kedeligt, kedeligt, men usandsynligt dejligt!

Og det var måske den stemning der stadig sad i os om fredagen. Vi kom en halv time senere ud af døren om morgen end vi plejer, totalt overrumplede af at det var første gang vi oplevede en rigtig gråvejrsdag i Kenya. Ikke at det stod ned i stænger, men vi hev regnjakke og paraply frem og bad til at det mest ville fortsætte som støvregn. Det gjorde det heldigvis også, og det klarede selvfølgelig op i løbet af praktikdagen.

Så vi tog på café igen (vi har det så hårdt..) for at opdatere blog, men mødte selvfølgelig endnu et rædsomt problem. Alle de pladser der havde stikkontakt var optaget, og vores computere løb derfor tør for strøm i kampen med det evigt ustabile internet. Lykken vendte (ikke at vi for alvor var ulykkelige) da vi gik i det store supermarked Nakumatt og opdagede at de havde udvidet deres udvalg af rugbrød, lakrids og pesto. Nu kommer vi måske aldrig hjem igen!

Hverdagsbillede fra vores gåtur til hospitalet - i normalt godt vejr.

Tirsdag den 16. December

Denne dag blev en vovet dag, da vi for første gang valgte at splitte os op på hospitalet. Så bloggen skal selvfølgelig også splittes op.

Dagen set fra Dianas perspektiv:

For mit vedkommende startede dagen, da jeg blev vækket af en larmende myg kl. 5.00. Det passede dog meget godt med at jeg havde sigtet lidt efter en morgenløbetur, så afsted det gik, mens Lulu søvnigt puslede ud af underkøjen. Da jeg kom tilbage havde hun åbenbart allerede fortæret sin første kop kaffe (ellers var det nerver), så mens mine astmalunger hvæsede, fløj hun rundt i huset med meget store øjne.

Fremme på hospitalet afleverede jeg hende på hendes nye afdeling som en rigtig voksen (og gav hende toiletpapir med) og traskede ensomt mod den afdeling vi har været på sammen de sidste 2 uger. Først spurgte alle hvor min ’friend’ var, så udviklede sagerne sig, og to af de studerende tog en verbal slåskamp om at få lov at lege med den, nu eneste, hvide i dag. Kampen blev vundet af vores gode ven Alex, der aldrig skuffer på gode spørgsmål til den danske kultur. Således kunne jeg både chokere ham med at der er elektricitet i min lejlighed, at jeg ikke tager køerne med i skoven for at græsse hver morgen, at jeg har vaskemaskine og derfor ikke vasker mine brødres tøj i hånden selvom jeg er den førstefødte samt at jeg har en kolonihave for sjov – og ikke fordi jeg skal være så selvforsynende som muligt.

Dagen set fra Lulu’s perspektiv:
Efter at være blevet trygt afleveret af Diana, startede min første selvstændige dag på fødegangen, som passende hedder labour/maternity ward, med at jeg får viklet et dropstativ om foden og en halv time senere skal have hjælp til at låse døren op til toilettet. På trods af de evige ’første-dags-problemer’ så åndede jeg lettet op, da jeg så at toiletterne ikke var jordhuller omgivet af porcelæn, men rigtige toiletter! Langt om længe får jeg klædt om og tisset af, og er dermed klar til at indtage afdelingen som den frygtløse mzungu jeg er. Som sædvanlig bliver der grinet når jeg introducerer mig som ’Lulu’, da det er et afrikansk navn og jeg ser åbenbart ikke særlig afrikansk ud.  Til min (store) overraskelse opdager jeg, at jeg ikke er den eneste mzungu på afdelingen, og det faldt ikke i god jord hos ego-Lulu, men jeg cope'de med det.

Anyhow, så var det lige på og hårdt og jeg blev tildelt det afsnit med de ’aktive’ patienter, og jeg skal da lige love for der var aktivitet. Fødende kvinder i Kenya får ikke smertestillende uanset hvor akut (kritisk) deres tilstand er, og jeg udså mig straks en kvinde at kaste min omsorg over.  Dagen gik hurtigt, og 15 min. Inden jeg har fri går fødslen i gang hos én af de andre kvinder i mit afsnit. Jeg følger hende med over på ’delivery’ hvor en mandlig sygeplejerske siger: ’Lulu, you deliver this baby!’. Det var et godt tilbud, men måske lige friskt nok på førstedagen, og jeg takkede pænt nej (flere gange, med et panisk ansigtsudtryk og meget lys stemme) hvorefter jeg flygtede over for at mødes med Diana.

2-gether again gik vi i byen og fik styr på den sidste praktiske omkring vores Zanzibartur. Vi slog også et smut forbi en skrædder, blev ledt ind i nogle enormt dystre, men virkeligt gode stof-butikker og fik bestilt skræddersyede kjoler. Nu ser vi hvordan det ender.

Vi pustede ud på en bagtrappe, der virkede øde, indtil der selvfølgelig kom en the-sælger (yes. Hun havde lige en fyldt the-kande og et par kopper i hånden) og derefter en mandlig skrædder med et godt tilbud. Lidt for godt ifølge Dianas ører. ”I want to see you undress..”

Derfor rejste vi os prompte og forlod bygningen og først mange skridt senere, går det op for at der nok i virkeligheden blev sagt ”I want to sew you a dress.” Stakkels fyr..

Og vi har ellers forsøgt at rense vores dirty minds..

Søndag-mandag den 14.-15. December

Høje på vores eventyr dagen før, tog vi sportstøjet pffedrikning på Moca Loca og lidt for meget mad.. igen igen igen..)g faktisk brugte hele dagen på at være seriøse. (Med seriøs kaå og gik ud i verden for at finde ’Menengai crater’. Det ligger 10km nord for vores by, så vi forestillede os en god, hård gåtur op til krateret og en anderledes udsigt. Vi endte dog med at fare vild oppe på en helt anden, men også meget høj, bakke, så selvom motionen kom i hus, måtte vi se vores stedsans slået. Vi spiste vores madpakker med udsigt over en lille landsby, et par køer og æsler og et pænt overblik over byen. – Det er så hårdt vi har det.

Til gengæld havde vi det hårdt da vi kom hjem og opdagede at vi havde en opgave til aflevering dagen efter. Og sådan gik det til at vi måtte dømme mandagen til en studiedag og faktisk brugte hele dagen på at være seriøse. (Med seriøs kaffedrikning på Moca Loca og lidt for meget mad.. igen igen igen..)

Mens vi stadig var høje (nogle mere 'tall' end andre) i Hell's Gate.

Lørdag den 13. December

Lørdag var eventyrdag og vi havde planlagt tur til Hell’s Gate nationalpark – dér hvor illustratorerne bag Løvernes Konge oprindeligt tog til for at finde inspiration til filmen. Det ligger halvanden times kørsel fra os, så vores host-mom havde lånt os sin bil og en af hendes bekendte til at køre os derhen. Hun indrømmede at hun havde vilde tømmermænd efter gårsdagens Napoleon-gilde, men spørgsmålet er, om ikke hun stadig var lidt bedugget. I hvert fald præsenterede hun Lulu som ”That’s Lulu! – The tall one”. Lulu er så 163cm mod Dianas 168cm..

 Hell's Gate Nationalpark - kløfteeen.

Hell’s gate var smukt! Vejen ned til den største seværdighed – kløften (man kan næsten høre disney-stemmerne sige ordet, hva’?), var dog livsbekræftende på den lidt skræmmende måde. Et sted var grusstien så stejl at vi kørte zig-zag, for ikke at kurre baglæns ned. Og mange andre steder stod børn og vinkede og pegede, ligesom i gyserfilm, når nogen prøver at advare andre om at fortsætte ud i helvede (hell, haha).

Selve stien ned i kløften var heller ikke bedre. Trods de mange turister var den meget lidt turistvenlig – sindssygt stejl og med meget langt ned. Det måtte især Lulu sande, da de lokale børn måtte hjælpe hende til ikke at glide. (Der blev på et tidspunkt spurgt om vi kom fra samme område, fordi Diana åbenbart i højere grad lignede én der kom fra et bakket område.. Hæhæhæ.)

Lulus nye bedste ven. (Billedet narrer. Der var virkelig stejlt!)

Lulus stolthed blev dog reddet igen, da vores 10-årige selvudnævnte guide besluttede at han gerne ville give os maasai-navne. Han tænkte sig ret grundigt om, inden han fik givet Lulu navnet ”Namayan – it means god-like” og Diana navnet ”Nasarayan – it means happy eeevery day!”. Men det er jo også indlysende! ;)

Vi var i hvert fald i højt humør, også da vi lige kort kom ud at klatre – foran alt for mange afrikanere, der jo synes mzungu’er er så sjove. Humoren toppede da vi, hver gang vi hoppede ned fra noget, begyndte at skulle sige ’Baboom’ (ikke at forveksle med baboon). Ak, glæden ved at være to gale og et helt land, der synes vi er sjove.

To tosser, der løb rundt i djævlens lejlighed.

Uden at ville kommentere mere på det, blev dette også dagen, hvor Lulu fik lov at køre afrikansk bil – med ret i venstre side og automatgear. (Hvis Gitte læser med nu, foregik det altså bare i haven!)

Snack-time. Lulu hun elsker bare banan!

Fredag den 12. December

Praktikdagen startede i det gode gear på en fredag, hvor kenyanerne fejrer deres uafhængighed. Ved sengeredningen får Diana således, i farten og meget alvorligt, fastslået og sagt at ”.. This sheet is holy..”. Så det var jo egentlig lidt synd for patienten, at vi smed det væk. 

Festlighederne fortsatte da vi fik fri og tog i det supermarked, hvor de sælger fyrværkeri lige ved siden af toiletpapiret. Egentlig stod vi bare helt fredeligt ved yoghurt-køleren da der kom en fremmed mand hen til os: ”Excuse me? Do you know fireworks?” Og det viste sig at butikken sælger fyrværkeri uden selv at vide hvad det er, og derfor havde bedt ham lede butikken efter efter nogle hvide mennesker – de ved jo sådan noget.
Så vi blev hevet med hen til fyrværkeri-disken og kunne der pege på raketterne (han vidste vitterligt ikke hvad forskellen på dem og knaldperlerne var), samt fortælle ham hvordan han brugte dem. Diana har lige siden haft dårlig samvittighed og frygtet at han har sprunget fingrene af sig selv.

Hjemme i hytten var det også fest. Vores host-mom havde en veninde på besøg, og der var gang i deres Napoleon-flasker. Vi sov (ej, selvfølgelig kunne vi ikke finde på at sove til middag!!) da de startede, men da Lulu vågnede og tilfældigt gik forbi stuen, blev hun også hevet derind og fotograferet af veninden (og vi taler 3 min. efter hun vågnede) som den interessante art hun nu engang er. Resten af aftenen brugte veninden så på at forsøge at overtale os til at komme og være på den afdeling på sygehuset hun var sygeplejerske på. Hvide mennesker er seriøst i høj kurs.

Billedet viser det ikke ret tydeligt, men her sælger de simpelthen en type mel,

der hedder 'Babies'. Vi forstår det tydeligvis ikke helt.