Tirsdag den 16. December

Denne dag blev en vovet dag, da vi for første gang valgte at splitte os op på hospitalet. Så bloggen skal selvfølgelig også splittes op.

Dagen set fra Dianas perspektiv:

For mit vedkommende startede dagen, da jeg blev vækket af en larmende myg kl. 5.00. Det passede dog meget godt med at jeg havde sigtet lidt efter en morgenløbetur, så afsted det gik, mens Lulu søvnigt puslede ud af underkøjen. Da jeg kom tilbage havde hun åbenbart allerede fortæret sin første kop kaffe (ellers var det nerver), så mens mine astmalunger hvæsede, fløj hun rundt i huset med meget store øjne.

Fremme på hospitalet afleverede jeg hende på hendes nye afdeling som en rigtig voksen (og gav hende toiletpapir med) og traskede ensomt mod den afdeling vi har været på sammen de sidste 2 uger. Først spurgte alle hvor min ’friend’ var, så udviklede sagerne sig, og to af de studerende tog en verbal slåskamp om at få lov at lege med den, nu eneste, hvide i dag. Kampen blev vundet af vores gode ven Alex, der aldrig skuffer på gode spørgsmål til den danske kultur. Således kunne jeg både chokere ham med at der er elektricitet i min lejlighed, at jeg ikke tager køerne med i skoven for at græsse hver morgen, at jeg har vaskemaskine og derfor ikke vasker mine brødres tøj i hånden selvom jeg er den førstefødte samt at jeg har en kolonihave for sjov – og ikke fordi jeg skal være så selvforsynende som muligt.

Dagen set fra Lulu’s perspektiv:
Efter at være blevet trygt afleveret af Diana, startede min første selvstændige dag på fødegangen, som passende hedder labour/maternity ward, med at jeg får viklet et dropstativ om foden og en halv time senere skal have hjælp til at låse døren op til toilettet. På trods af de evige ’første-dags-problemer’ så åndede jeg lettet op, da jeg så at toiletterne ikke var jordhuller omgivet af porcelæn, men rigtige toiletter! Langt om længe får jeg klædt om og tisset af, og er dermed klar til at indtage afdelingen som den frygtløse mzungu jeg er. Som sædvanlig bliver der grinet når jeg introducerer mig som ’Lulu’, da det er et afrikansk navn og jeg ser åbenbart ikke særlig afrikansk ud.  Til min (store) overraskelse opdager jeg, at jeg ikke er den eneste mzungu på afdelingen, og det faldt ikke i god jord hos ego-Lulu, men jeg cope'de med det.

Anyhow, så var det lige på og hårdt og jeg blev tildelt det afsnit med de ’aktive’ patienter, og jeg skal da lige love for der var aktivitet. Fødende kvinder i Kenya får ikke smertestillende uanset hvor akut (kritisk) deres tilstand er, og jeg udså mig straks en kvinde at kaste min omsorg over.  Dagen gik hurtigt, og 15 min. Inden jeg har fri går fødslen i gang hos én af de andre kvinder i mit afsnit. Jeg følger hende med over på ’delivery’ hvor en mandlig sygeplejerske siger: ’Lulu, you deliver this baby!’. Det var et godt tilbud, men måske lige friskt nok på førstedagen, og jeg takkede pænt nej (flere gange, med et panisk ansigtsudtryk og meget lys stemme) hvorefter jeg flygtede over for at mødes med Diana.

2-gether again gik vi i byen og fik styr på den sidste praktiske omkring vores Zanzibartur. Vi slog også et smut forbi en skrædder, blev ledt ind i nogle enormt dystre, men virkeligt gode stof-butikker og fik bestilt skræddersyede kjoler. Nu ser vi hvordan det ender.

Vi pustede ud på en bagtrappe, der virkede øde, indtil der selvfølgelig kom en the-sælger (yes. Hun havde lige en fyldt the-kande og et par kopper i hånden) og derefter en mandlig skrædder med et godt tilbud. Lidt for godt ifølge Dianas ører. ”I want to see you undress..”

Derfor rejste vi os prompte og forlod bygningen og først mange skridt senere, går det op for at der nok i virkeligheden blev sagt ”I want to sew you a dress.” Stakkels fyr..

Og vi har ellers forsøgt at rense vores dirty minds..