fredag den 19. december 2014

Lørdag den 13. December

Lørdag var eventyrdag og vi havde planlagt tur til Hell’s Gate nationalpark – dér hvor illustratorerne bag Løvernes Konge oprindeligt tog til for at finde inspiration til filmen. Det ligger halvanden times kørsel fra os, så vores host-mom havde lånt os sin bil og en af hendes bekendte til at køre os derhen. Hun indrømmede at hun havde vilde tømmermænd efter gårsdagens Napoleon-gilde, men spørgsmålet er, om ikke hun stadig var lidt bedugget. I hvert fald præsenterede hun Lulu som ”That’s Lulu! – The tall one”. Lulu er så 163cm mod Dianas 168cm..

 Hell's Gate Nationalpark - kløfteeen.

Hell’s gate var smukt! Vejen ned til den største seværdighed – kløften (man kan næsten høre disney-stemmerne sige ordet, hva’?), var dog livsbekræftende på den lidt skræmmende måde. Et sted var grusstien så stejl at vi kørte zig-zag, for ikke at kurre baglæns ned. Og mange andre steder stod børn og vinkede og pegede, ligesom i gyserfilm, når nogen prøver at advare andre om at fortsætte ud i helvede (hell, haha).
Selve stien ned i kløften var heller ikke bedre. Trods de mange turister var den meget lidt turistvenlig – sindssygt stejl og med meget langt ned. Det måtte især Lulu sande, da de lokale børn måtte hjælpe hende til ikke at glide. (Der blev på et tidspunkt spurgt om vi kom fra samme område, fordi Diana åbenbart i højere grad lignede én der kom fra et bakket område.. Hæhæhæ.)

Lulus nye bedste ven. (Billedet narrer. Der var virkelig stejlt!)


Lulus stolthed blev dog reddet igen, da vores 10-årige selvudnævnte guide besluttede at han gerne ville give os maasai-navne. Han tænkte sig ret grundigt om, inden han fik givet Lulu navnet ”Namayan – it means god-like” og Diana navnet ”Nasarayan – it means happy eeevery day!”. Men det er jo også indlysende! ;)
Vi var i hvert fald i højt humør, også da vi lige kort kom ud at klatre – foran alt for mange afrikanere, der jo synes mzungu’er er så sjove. Humoren toppede da vi, hver gang vi hoppede ned fra noget, begyndte at skulle sige ’Baboom’ (ikke at forveksle med baboon). Ak, glæden ved at være to gale og et helt land, der synes vi er sjove.

To tosser, der løb rundt i djævlens lejlighed.



Uden at ville kommentere mere på det, blev dette også dagen, hvor Lulu fik lov at køre afrikansk bil – med ret i venstre side og automatgear. (Hvis Gitte læser med nu, foregik det altså bare i haven!)

Snack-time. Lulu hun elsker bare banan!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar