Lørdag-søndag den 6.-7. December

Lørdagen burde måske været startet sent – i stedet stod vi tidligt op og kogte kartofler til aftenens danskerret – biksemad. Det er fantastisk svært at finde ingredienser til en typisk dansk ret, så biksemad blev vores redning. Diana satte også gang i en gang risalamande (med grødris og kirsebærsovs hjemme fra Fyn) inden turen gik ind til byen for at mødes med de søde piger fra platformen. I farten skulle vi lige nå at betale for vores flybilletter til Zanzibar. Bureauet vi har købt hos tager kun kontanter, så vi har hermed oplevet at hæve så mange penge (vi taler 2400kr. pr. Person), at hæveautomaterne, i flertal, afviste os. Aldrig har vi følt os så rige før!
Vi må også se rige ud, for da vi stod og ventede på pigernes matatu/bus, faldt vi i snak med en motorcykel-chauffør (her er business i at eje en motorcykel her, så man kan køre folk rundt), der ud af det blå siger ”Diana – go buy me a soda!” Hvem der blev mest fornærmet vides ikke, men han fik ingen sodavand og vi gik et andet sted hen.

Pigerne kom, og efter en gang frokost på vores nye stamcafé Moca Loca tog vi på en guidet tour ind i Lake Nakuru National Park – den lake vi kan se fra vores hus, men som vi endnu ikke havde set tæt på. Vi forventede heller ikke at se mere end vandet og et par flamingoer, men til alles store overraskelse, viste det sig at parken indeholdt meget mere end det. Vi kan skrive meget om hvor enormt lækkert og smukt det var, men vi springer over den kedelige del og tager turens fjollede del i stedet. Bedst som vi kørte på en sti og tilfældigvis kørte forbi 2 afrikanske kvinder der arbejdede i marken, udbryder den ene af pigerne nemlig ”Neejjj! Bavianer!!”…… - Der gik alt for mange stille sekunder, før vi opdagede at der faktisk var bavianer længere fremme på vejen… Vi grinede næsten ligeså meget dér som vi gjorde, da vi fandt en flok næsehorn og hurtigt havde alle vores kameraer fremme. 20 meter bag os holdt nemlig en tour-bus mere, og da Diana kom til at kigge på dem, viste det sig at ingen af deres kameraer var rettet mod næsehornene, men i stedet alle pegede direkte mod os!

Lulu siger også hun trængte til et bad..

Vi faldt i søvn umiddelbart efter maden (pigerne havde – til vores held – også været i byen aftenen før), og søndagen stod på ren hygge og fejring af vores månedsdag for afrejse. Vi vovede os tilbage til vores gamle stamcafé og sad i noget der lignede 4-5 timer til en led gang brunch og masser af snak og latter. Endnu en gang følte vi os lidt som de bekymrede forældre da vi sendte dem afsted ud i verden (læs: hjem) igen, men de kommer heldigvis også til Zanzibar til jul, hvilket jo er lige om lidt.

Vores åndssvagt flotte Lake Nakuru.