Vi lever endnu!
Og vi har levet
så meget, at vi lidt har måttet lade bloggen ligge. - Eller det er i hvert fald
den dårlige undskyldning.
Vi blev færdige
på børneafdelingen, da vi ikke følte der var så meget mere for os at lære. De
sidste dage gik med de ret ensformige opgaver på afdelingen og så selvfølgelig
med at holde Lulu fra at kidnappe især ét af børnene. Hun er blevet totalt
besat..
Den første
studiedag herefter bød på en bræk-sygedag til Diana (der ikke har haft bræksyge
i 12 år) – årsagen fandt vi aldrig, men det gik heldigvis hurtigt i sig selv
igen. Sandsynligvis fordi Lulu agerede private nurse hele dagen. At vejret
dertil var oplagt til en solbadningsdag i haven gjorde jo så heller ikke noget.
Så flad kan man se ud..
Resten af
weekenden forløb også roligt. Vi tog os tid til at få gået stille og roligt
rundt (så stille som det nu bliver, når man er to søde hvide piger) i Nakuru om
lørdagen uden yderligere formål. Det er ellers altid risky business, når vi
forvilder os ind i diverse butikker, for sælgerne er som regel over os som
gribbe og er enormt dygtige til at presse én til et køb – der selvfølgelig er
dyrere for os end for kenyanere. Sådan går det til at man går ind i en butik og
prøver (gerne i et håndholdt prøverum, de lige hiver frem fra ingenting) den éne kjole man
synes er pæn, siger nej, prøver de næste 5 kjoler sælgeren lynhurtigt foreslår
og køber en helt 6. Jaja, livet er hårdt..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar