Onsdag var der
planlagt vejledningssamtale med vores vejleder hjemme fra O’ens’. Vi syntes vi
havde gjort vores bedste for at optimere mulighederne for en skypesamtale, men
i sidste ende var det gratis wifi for ringe på det tidspunkt og vores modem
kunne ikke få god nok forbindelse (på trods af at vi sad midt inde i byen). Så
vi nåede at sige hej og så droppede vi det igen, fordi det ikke var muligt at
holde en samtale kørende. Det var vi lidt trætte af, for vi havde ventet i
næsten 3 timer på caféen for at være klar. (Vi ved det. 3 timer på en god café
er temmelig first-world-problem-agtigt.)
Hjemme igen havde vi sidste aften med de 2 mandlige studerende der har boet her, inden de tog hjem igen. Vi ville egentlig have bagt dem en kage, men da vi pludselig løb tør for tid endte vi med at strikke en mægtigt cheesy gave på benene. En Napoleon, en passionsfrugtsodavand og en energidrik. Eller som vi oversatte det til: en fremtid fuld af ”Passion, energy and excitement”. (Excitement med reference til vores host-mom, der ikke mener hun bliver fuld – hun bliver bare ’excited’.)
Hjemme igen havde vi sidste aften med de 2 mandlige studerende der har boet her, inden de tog hjem igen. Vi ville egentlig have bagt dem en kage, men da vi pludselig løb tør for tid endte vi med at strikke en mægtigt cheesy gave på benene. En Napoleon, en passionsfrugtsodavand og en energidrik. Eller som vi oversatte det til: en fremtid fuld af ”Passion, energy and excitement”. (Excitement med reference til vores host-mom, der ikke mener hun bliver fuld – hun bliver bare ’excited’.)
Torsdagen gik med
praktik og med at nyde roen! Vi gik glade til og fra sygehuset, handlede lidt
småting på vej hjem, og brugte ellers resten af dagen på at sove, spise, læse
skønlitteratur, skrive opgave, løbe, dyrke yoga og hænge i sofaerne. Kedeligt,
kedeligt, men usandsynligt dejligt!
Og det var måske
den stemning der stadig sad i os om fredagen. Vi kom en halv time senere ud af
døren om morgen end vi plejer, totalt overrumplede af at det var første gang vi
oplevede en rigtig gråvejrsdag i Kenya. Ikke at det stod ned i stænger, men vi
hev regnjakke og paraply frem og bad til at det mest ville fortsætte som
støvregn. Det gjorde det heldigvis også, og det klarede selvfølgelig op i løbet
af praktikdagen.
Så vi tog på café
igen (vi har det så hårdt..) for at opdatere blog, men mødte selvfølgelig endnu
et rædsomt problem. Alle de pladser der havde stikkontakt var optaget, og vores
computere løb derfor tør for strøm i kampen med det evigt ustabile internet.
Lykken vendte (ikke at vi for alvor var ulykkelige) da vi gik i det store
supermarked Nakumatt og opdagede at de havde udvidet deres udvalg af rugbrød,
lakrids og pesto. Nu kommer vi måske aldrig hjem igen!
Hverdagsbillede fra vores gåtur til hospitalet - i normalt godt vejr.