Fredag den 2. Januar

Fredag stod vi tidligt op, trak i badetøjet i håb om en sidste tur i havet. Desværre var vandet forsvundet igen, igen. Men så er det jo godt vi havde penge på lommen, så vi kunne spendere rub og stub i souvenirbutikkerne! På tilbagevejen mødte vi Ramse, der gik os i møde på stranden (det siger lidt om hvordan man finder mennesker på Zanzibar). Han havde ledt efter os, da der var sket en lille misforståelse i forbindelse med beregningerne af huslejen, og vi endte med at skulle betale lidt mere end først aftalt (angiveligt fordi han ikke selv havde fortalt os prisen, men i stedet en af de andre piger).

Der stod vi så, med armene fulde af souvenirs, et vindue der stadig skulle betales, lidt ekstra husleje og ikke en ekstra krone på lommen. Eller næsten da. Vi fik ham betalt det vi havde, og resten fandt vi en løsning på. Pyyha! Nå, vi havde travlt og sagde pænt tak for et godt ophold, og fik da også at vide at vi var velkommen en anden gang. Han er nu sød ham Ramse.

Vi skyndte os hjem, pakkede taskerne færdige, gjorde det sidste rent, sagde farvel til pigerne hele to gange, og kom så af sted. Så slæbte vi vores tunge tasker ned mod Dalla Dalla-stationen i 30 graders varme. Da vi nåede frem mødte vi en taxamand; tanken om at vi skulle klemmes ind i 'en rullende sauna' aka. en dalla dalla gjorde mandens tilbud dét mere tiltrækkende, og vi endte med at sige ja. Da vi ikke havde salt til et æg, eller penge til turen for den sags skyld måtte vi endnu engang på jagt efter en hæveautomat, hvilket som altid er et helvede på Zanzibar! 

Vi kørte rundt i ca. en time inden vi endelig fandt en automat der virkede, dog kunne bilen ikke køres helt derhen. Derfor blev Diana sat af for at hæve penge, hvorefter Lulu og taxamanden kørte ind i en lille gyde, hvor han parkerede bilen (og Lulu! Med åbne vinduer, så alle reelt set kunne stjæle hende), og gik så på jagt efter Diana.

Et, desværre mislykket, forsøg på et hæve penge i en bank. Bare under 50 millioner, tak!

Det lykkedes heldigvis, og vi styrtede derfor mod lufthavnen. Traditionen tro (okay, anden gang – men overdrivelse fremmer forståelse!) gik Dianas taske i stykker, da taxamanden ville hjælpe med at få den ud af bilen. Siger det lige igen: det er SÅ træls med store tasker… Vi fik dog bagagen med alligevel, hvorefter vi bliver gennet ind i verdens længste, og langsomste kø. Udover den manglende effektivitet, blev vi overraskede over lufthavnens ualmindeligt manuelle teknologi.. Flyenes ankomst- og afgangstidspunkter, samt gate-oplysninger etc. var skrevet med håndskrift på en tavle. Og der fandtes kun én eneste maskine til ’security-tjek’, så alle i hele lufthavnen ventede på at komme igennem samme kontrol (med op til en hel times ventetid), men så er det jo godt man er i god tid. Den gode tid blev brugt på at stå i kø, stå i den langsomme kø, den forkerte kø, og den tidlige kø ved check-in hvor vi måtte vente yderligere 10 minutter på skranken åbnede.

Da vi endelig kunne gå ombord på flyet, blev vi informeret om at det havde ’open seating’ så det var bare om at få en god plads. Turen tog ca. 1 time, med en sparsom udsigt til intet mindre end Kilimanjaro. 
Ved ankomsten i Nairobi lufthavn blev alle rejsende screenet (angiveligt ved mistanke om ebola) for deres temperatur, så det var godt ingen af os havde feber! Således endte det med at Diana var hele 0,4 grader hottere end Lulu. Oh yes!

Ved visumansøgningen, skulle vi svare på om vi nogensinde var blevet straffet for kriminalitet. Her har Lulu virkelig dårlig samvittighed over at have fået en bøde for at køre to på cyklen lige inden vi tog til Kenya.

Endnu engang udfylder vi visumpapirer, og efter at have brugt tid og kræfter på at udfylde ligegyldige oplysninger, kommer vi op til skranken og finder ud af at vores visum stadig gælder. Jublen vil ingen ende tage da vi har sparet hele 50 dollars! Det resulterer i at vi bliver stoppet i tolden af en mand, der lægger ud med at spørge os hvorfor vi er så glade. Han når tilmed at invitere os ud, før vi går videre fra told-området – uden vores bagage overhovedet er blevet tjekket. Fjollet, skørt og hmm tak, men nej tak. Næste stop var dametoilettet hvor Lulu, mens hun vasker hænder, bliver prakket en taxa på af en kvinde, der højst sandsynligt havde ventet på at Lulu fik tisset af. Tilbuddet fandt sted på et yderst upassende tidspunkt, men prisen var god og hun fik point for sin kreativitet, så vi tog imod det. Efter at have kørt i taxa i 40 minutter spørger chaufføren så pludselig hvilken vej vi skal – han ved det simpelthen ikke selv Så først efter at have fundet adressen på nettet, spurgt hver en fodgænger om vej, samt ringet til Creek Tours der bookede hotellet for os, lykkes det os at finde frem.


Vi får båret vores tasker op af en rar servicemand, hvorefter Lulu med et kæmpe smil overtipper ham, da hun er forvirret over alle de forskellige valutaer – men glad dét blev han så også. Efter en lynhurtig udpakning og et tøjskift smuttede vi i supermarkedet efter lidt aftensmad. Diana måtte slæbes ud derfra, for ikke at købe hele butikken (hun er ikke til at styre når hun finder nye varer). 
På vejen tilbage til hotellet bliver en evigt tålmodig Diana forulempet af en ung, kvindelig tigger der formår at kalde hende ’shining lady’, nusse hende på armen, for til sidst at give hende et hengivent møs på skulderen, inden Lulu får jaget den stakkels kvinde væk.
Vi indtog aftensmaden på værelset, som bestod af æble, rosinbrød og gulerodsjuice. - Slimet, men dejligt mættende. (not. Haha.)
Diana, der havde købt en avis, rundede derefter dagen af med at læse nyhederne højt for Lulu indtil hun faldt i søvn.