Fredag den 26. December

Feriestemningen fortsætter fredag, hvor vi ikke når at bevæge os ud af sengen før pigerne, der har været på morgenindkøb kommer hjem med en pakke toastbrød til os. Prisen var ca. 3 kroner, til gengæld fik man tørt, blødt, hvidt brød for alle pengene og vores blodsukker kom på en så vild optur, at vi kom til at tage en formiddagslur.

Da vi endelig kommer rigtigt op og i gang, er det kun til tanken om at vi vil på Paje by Night efter iskaffe. Men da vi når ned til stranden, opdager vi at vandet stadig står højt, så alle mand satte kurs mod bølgerne og trætheden blev vasket af.

Der røg også lige et par år fra alderen, for da vi kom op igen, havde vi besluttet at bygge en snemand i sand. Og mens vi sidder bedst, Camilla-, Diana- og Lulu 5 år og mikser, klapper og konstruerer vores sand, kommer vores tjekkiske venner fra dagen forinden forbi. Vi forsøger at ryste dem af, ved ikke at give dem noget opmærksomhed, men den fangede de ikke. I stedet må vi have lignet børn som vi sad dér, 3 piger med blikkene fast rettet mod vores sandmand og hænderne aktivt i bevægelse uanset hvad de sagde til os. På en eller anden måde har vi alligevel registreret at de har inviteret os til at tage med dem til åbningen af en ny restaurant på stranden, og noget med en båd og mad over åben ild, og de forsvinder først da vi siger vi nok skal ’tænker over det’.

Få minutter senere kommer en fremmed mand og spørger om han må fotografere os og vores projekt, og der må have været noget karma ind over, for vi sagde nej og få minutter senere kollapsede vores sandmand..

Det blev undskyldningen for at gå op efter dén iskaffe og noget mad, men det viser sig at Paje by Night ikke åbner før middag, og sådan endte vi på en ny restaurant med det der skulle blive turens hurtigste betjening; 20 minutters ventetid, og så havde vi alle lækker lækker mad og gode minder om Ocean’s, som restauranten hed.

Inspireret af Lulus souvenirshopping fra dagen før, slæber Diana Lulu med på anden runde. Der købes blandt andet stok og bukser. Lige hvad man mangler på Zanzibar.. Eller sådan noget.

Vi gik henover stranden på vej tilbage, og skæbnen (eller andre crazy magter) vil selvfølgelig at vi finde den restaurant de tjekkiske fyre snakkede om. Den hedder ’Boat on The Beach’ og er ganske enkelt en gammel fiskerbåd de har hevet op på landjorden, hvor en gruppe lokale vil lave en gang seafood barbeque og bål på stranden. Som om det ikke var lød hyggeligt nok er den støttet af en NGO og repræsentanten for dette, var ingen ringere end den flinke ’talørr i dansg’-mand fra vores første dag i Paje. Så han inviterer os selvfølgelig også med til åbningen og lokker med at de fangede to hajer i går og derfor kan tilbyde haj over bål. – Det kunne vi alligevel ikke sige nej til.

Boat on The Beach i dagslys.

Apropos det at tale dansk.. Så tog vi et hurtigt smut i supermarkedet i løbet af eftermiddagen. Her gik vi jo bare og talte vores hemmelige sprog – dansk – da der pludselig står en dame overfor os: ”Nu tager jeg den lige på dansk! Hvor har I købt det dér brød?” Brødet lå øverst i Lulus pose på armen, og det med lige at skulle vænne sig til at der er ret mange danskere i Paje, gjorde at vi stod urimeligt mange sekunder og bare gloede blanke på damen, før vi fik svaret.

Ovenpå alt på det, måtte vi jo tage en lur – verdens længste lur måske endda. Da vi vågnede var det aften og tog pigerne med ned til Boat on The Beach. De tjekkiske fyre dukkede selvfølgelig op og troede at de var grunden til at vi var kommet, men så grinede vi lidt af det og havde en lækker aften alligevel. Selskabet var småt, så vi sad 10-15 mennesker i alt på/omkring en gammel fiskerbåd på stranden under stjernehimlen, med bølgebrus lige i nærheden, lokale børn der legede omkring os mens de voksne kokkererede, bål på stranden og tilpas meget blæst til at ødelægge idyllen, men skrue op for charmen. Under det der var vores bord, sad der et par drenge og forsøgte at tænde stearinlys i læ for blæsten, og hver gang det mislykkedes, brød de ud i en kæmpe latter.

Det var lidt magisk, og vores hajbøf blev lækker og flammegrillet, så vi var meget glade og psykopatmætte da vi endelig gik derfra.

Derefter splittede vi os op igen. Vi to og Camilla tog ud for at finde en drink, mens de to sidste gik hjem. De havde formået at ødelægge deres eget toilet, så de fik allernådigst lov at låne nøglen til vores værelse. Senere vist det sig dog at de havde glemt at få nøglen til selve badeværelset også, fordi vi brugte det til opbevaring af vores værdigenstande…

Vi nød dog livet for groft den aften, med cocktail, cider, irish coffee, baileys og et par brownies.

Så vi havde det noget så rart da vi gik hjem mod vores senge. Det var i hvert fald indtil vi havde vores minuts drama for den dag. – Ud af det blå blev vi overhalet af en fremmed hund, der kom løbende så stærkt, at Camilla kom til at skrige. Det forskrækkede jo hunden, så mens den stod og knurrede af os, stod vi så stille vi overhovedet kunne mens vi panikkede over hvor meget skade en sur, vild hund kan gøre. Så faldt den heldigvis til ro igen – og vi nåede levende og atter glade i seng.