Torsdag den 1. Januar

Efter gårsdagens aften fejret med manér, sov vi længe. Da vi vågnede, var vi begge smurt ind i glimmer fra top til tå, bogstavelig talt, trods vores ihærdige forsøg på at vaske det før vi gik i seng. Unægtelig en god undskyldning for endnu en gang at trække i badetøjet og sætte kurs mod stranden! Da vi nåede derned, var der usædvanligt tomt for mennesker (de fleste havde vel tømmermænd – forståeligt med de drinks, der bliver serveret!), men det lykkedes os alligevel at blive spottet af to andre strandgæster, der heller ikke ”kunne undgå at lægge mærke til vores glitren”, der kun intensiveredes af solens stråler. 

Desværre kunne end ikke en ordentlig omgang sand og saltvand klare kampen mod glimmeret og vi måtte opgive. Lulu og Johanne var desperate efter morgenmad, så mens de andre blev på stranden og gjorde det de var bedst til, fandt de vejen til pandekagerne og chapati’erne. Da morgenmadsholdet vendte tilbage, byttede vi, og Diana og Camilla forlod stranden for at spise frokost. Som så mange gange før på denne tur, falder de i snak med nogle fremmede. Først en australsk mand, der lynhurtigt kalder sin voksne datter hen, da han hører at vi har været en uge i Nanyuki i starten af vores ophold. Hans datter er nemlig tilfældigvis udsendt med Røde Kors i selv samme by og har faktisk kurs mod Nakuru indenfor de næste par uger. Så efter 10 minutters bekendtskab er Diana (og en uvidende Lulu) inviteret med på museumsbesøg og tur i natur af de her fremmede. Desværre havde vi allerede planlagt safari på de givne datoer..

Senere på dagen splittede vi os endnu engang op i to hold, Johanne og Lulu gik i supermarkedet efter snaarcks, og Camilla og Diana vendte snuderne hjemad. Da tropperne forenedes igen, gik Diana og Lulu i ’oprydnings-mode’. Lulu går effektivt ud med skraldet, og da Diana i samme øjeblik stiller sig en meter udenfor døren for at ryste et håndklæde, er det måske det eneste øjeblik på turen vi begge har befundet os udenfor døren samtidig uden nøgle. Så der sker jo det, der må ske. Vinden griber fat i døren, der smækker og Diana vender sig ikke engang om mod den, før hun har råbt et højt NEJ!’
Lulu,, der står lidt længere væk og med ryggen til, fanger hurtigt situationen og udbryder samtidig; ’Nej, nej, nej!’, mens pigerne der bor over os, snart begynder at grine af vores tragikomiske situation.
Så vi måtte have fat i Ramse igen igen.. Og han er selvfølgelig på arbejde.
Vi slår sten-saks-papir om hvem der ringer, og Lulu taber og må ringe op. Det viser sig at der ikke findes en ekstranøgle, så Ramse forlader arbejdet, for at finde en låsesmed. Da kl. er over 18, kan det selvfølgelig ikke lade sig gøre i vores lille by og den eneste mulighed var derfor at Ramse tilkaldte en ven med et koben, der måtte brække vinduet op og derefter låse døren op indefra. Ups..
Ovenpå anstrengelserne og den dårlige samvittighed, gik vi efter aftensmad, men vi glemte dog hurtigt den uheldige episode, da vi fik serveret store, lækre, hjemmebagte pizzaer på stranden. I ægte 1. Januar-stil! Den dårlige samvittighed forsvandt endnu længere væk for Lulu, da hun fik øje på en sød, lille, udenlandsk dreng, der havde travlt med at lege fange med restaurantens kat. Diana holdt dog ekstra godt øje med Lulus taske, der til alt held var for lille selv til denne lille fyr….
Således endte årets første dag med hav, strand, desperation, latter, god mad og evigt godt selskab.  

Vi er ikke meget for at skulle hjem herfra...