Søndag-onsdag den 4.-7. Januar

De næste par dage, er der ikke så meget at berette om.
Søndagen stod i safariplanlægningens tegn, så efter en enormt lang morgen der strakte sig lidt ud over eftermiddagen, gik vi ind til byen. De lokale må være blevet vant til vores ansigter, for vi får væsentligt færre tilråb end vi har gjort førhen. Alligevel slap Lulu dog ikke helt, og da der kørte en bus fordi, hang der en mand ud af døren, der fik øje på hende og i forbifarten råbte: ”Kiss meee!” Hun overvejede det nok det kvarte sekund det tog for hans bus at køre forbi, men nåede desvæææærre ikke at reagere..
Hos tour-selskabet fik vi en god deal i hus ang. safari, og vi er vist også blevet ret gode venner med dem. Det giver lidt plusser i vores bog – og ejeren var også så glad, at han ringede til vores host-mom og takkede hende for at have henvist os til ham.

Om mandagen startede vi på nye afdelinger på sygehuset. Diana gik på skadestuen og Lulu gik på et sengeafsnit for præ/post-opererede. Og det var hvad vi oplevede de dage.

Diana: Første dag på skadestuen startede sløvt med noget der lignede halvanden times ventetid før afdelingens ’nurse in charge’ havde tid til at tale med mig. Enten blev hun tilkaldt til en ’emergency situation’ eller også var der folk med spørgsmål eller formularer hun skulle udfylde. Til sidst skubbede hun dem dog til side og tog sig tid til både at vise mig rundt, joke og vise mig ind i deres ’emergency/observation room’, hvor jeg kunne være resten af dagen og hjælpe med plejen af de patienter der enten skulle hvile, stabiliseres eller klargøres inden indlæggelse på en anden afdelingen.
De næste to dage blev jeg placeret ved det de kalder triagerings-bordet. Her skal alle sygehusets patienter igennem, så jeg var travlt optaget med at måle vitale værdier, spørge ind til deres problemer og derefter henvise dem til den rette læge. Sygeplejerskerne på afdelingen påstod at jeg havde en helt anden glød, og jeg måtte også glad forklare at jeg nød at have haft hænderne fulde og at have haft et større ansvar. 

Dianas arbejdsplads på førstedagen - lidt noget andet end hvad man er vant til.

Lulu: Den første dag på ’male surgical ward’ bød på dødsfald, voldsomme sår og en masse fluer. Afdelingen var hårdt ramt af de studerendes juleferie, så til 30 patienter var der to kvalificerede sygeplejersker, et par læger (lægerne tæller ikke som arbejdskraft, da de ikke rigtig laver noget) og mig. Der var masser at lave, hvor arbejdet primært bestod i at rede senge, give medicin, rense og forbinde sår. I modsætning til mange af de andre voksenafdelinger, var der en del unge, næsten børn, på ’surgical’. De fleste var kommet til skade under mere eller mindre voldsomme omstændigheder. Som sædvanlig var der særligt én, der gjorde et indtryk, og jeg måtte derfor kaste min omsorg på ham. Således gik resten af ugen med mange patienter, for lidt personale og for lidt tid.