Søndag den 21. December

Dette skulle være dagen, hvor vi igen ville lede efter Menengai crater til fods. Så efter en gang morgenmad og lidt indkøb af snacks, begav vi os ud på en sti der gik op allerede fra starten.
Midt på en øde og meget stejl asfaltvej, overhaler vi to mænd. ”Hi, how are you?” siger den ene selvfølgelig. Og vi svarer pænt tilbage, og han svarer igen at ”I’m fine, just looking for a job..-?” - midt på en øde bakke… Vi er efterhånden mærkede af at alle altid tigger os om alt muligt…. 

Vi fortsatte vores hike i høj sol og ligeså højt humør, og indrømmer aldrig hvor hårdt det var. Som med de fleste andre afrikanske børn vi møder, kommer vi forbi en del, der råber ”How are yoooou?” og lige her i området især efterfølges det gerne af et ”Give me money!”. Vi afslår altid og går neutralt videre, men bedst som vi sveder og puster op ad endnu et stejlt stykke, har en lille gruppe børn skudt genvej for at møde os igen. Udover de sædvanlige fraser, råber de en masse vredtlydende swahili efter os, og da vi vælger bare at ignorere deres tiggen, bryder helvede løs (jajaja, det er bare børn). Lyden af den første sten opdager vi ikke, men da det pludselig regner med sten om fødderne på os (fordi de kaster op ad bakke), måtte vi lige skrue det ekstra gear på – hvilket er svært i 2700 meters højde og med 2x astmalunger. Vores vrede tilråb virkede ikke, og vi var fanget i dilemmaet omkring hvad man egentlig kan gøre mod børn. Heldigvis kom der pludselig mennesker ned fra bjerget imod os, og det var tilsyneladende nok til at skræmme børnene væk.

Vi rystede dog snart forskrækkelsen af os, da vi få 100 meter senere, nåede det så længe eftersøgte vulkankrater. Her pustede vi og nød udsigten, siddende lige foran en 500 meter dyb afgrund, da der kommer en souvenir-handler hen til os. Efter lidt small-talk, luftede vi spørgsmålet om hvorvidt han kunne forestille sig hvorfor børnene ligefrem kastede sten efter os, og det viste sig at han kendte den største af pigerne (lederen) og ofte havde haft problemer med at de tiggede hos de besøgende på bjerget. Han lovede at ville tage en snak med pigens bedstemor, fordi det selvfølgelig er temmelig skidt, når så mange i området lever af turismen der.

Deformiana og Melankolulu...

Lige som vi har samlet kræfter nok til at gå ned – og mens vi stadig er stolte over at være gået de 10 km op – kommer der selvfølgelig en løber, der har løbet hele vejen. - Det er klart. Ligeså klart som at vi jo falder i snak med ham, og han tilbyder at vise os en anden og flottere rute ned. Hvor skræmmende det end måtte lyde, stoler vi på ham fordi han er hvid (sandsynligvis brite), så vi følger med og får ganske rigtigt en flottere tur ud af det. Plus at vi nok føler os passet lidt på. (Ja, vi er så smååå…)

Han forlader os da vi igen når til et genkendeligt sted og traver glade videre ned af bakken. Da vi når til et sted med udsigt over hele Lake Nakuru holder vi pause for liige at tage et billede og en tår vand. Vi når dog nærmest kun lige at sætte os ned, da der rundt om et hjørne ca. 100 meter væk, kommer først en lille dreng løbende, råbende af sine lungers fulde kraft: ”MZUUUUUUNGUUUUUUUU!!!!”, og dernæst hans flok af venner, der ligeså godt kunne have været en flok små bøfler. Deres skridt trommede i jorden, som taget ud af Løvernes Konge, da Diana vender sig mod Lulu, der ikke har opdaget noget endnu.
”Lulu??”, og Lulu kigger op, endnu traumatiseret af de stenkastende børn. ”Jeg tror vi er nødt til at gå.”. Og vi forholder os egentlig roligt mens de når hele vejen hen til os og får bedt om penge (hvilket vi stadig afslår), men vi fik aldrig taget billedet og vi gik lidt stærkt det næste stykke vej.

Hjemme igen, var vi selvfølgelig (ej, selvfølgelig er det ikke en selvfølge) trætte, mens vi pakkede til juleferie på Zanzibar. Lulu bad i sin puttesyghed om et afrikansk eventyr, hvorfor Diana måtte fortælle historien om ’The African Mermaid”, der ”wants to go to Denmark!” og havheksen Ursula, der ser på Prins Erik med tanken ”Is that money? Give me some..”, samt andre interne jokes. Så var Lulu gla’ igen.

Action Lulu - nu i bedre humør.