Torsdag den 25. December

Torsdagen startede lidt sløvt, da vi slog vores hidtidige og sov helt til 9.30.
Da vi havde fået øjne, satte vi kursen mod morgenmaden på den hyggelige restaurant ved stranden. Faith, indehaveren, kunne godt huske os fra dagen før, så selvom Diana gerne ville have sirup på sine pandekager, fik hun uden – det havde de andre jo bedt om dagen før.. Bestillingerne forløb som altid uden problemer for Lulu, da hun bare skal fodres med chapati.

Da de andre piger også var kommet op til overfladen, join’ede de os på restauranten, hvor vi hyggede på rigtig zanzibarsk manér. Planen var en tur i det blå vand, dog siger de gamle at man ikke bør gå i vandet efter et måltid. Dette var dog slet ikke en bekymring da vandet var forsvundet! (tidevand – og kom dog som regel tilbage ved middagstid). Nå nå, så må man jo bruge penge i stedet. Lulu tog på bikini-jagt med den ene af pigerne, mens Diana og den anden af pigerne satte kursen mod det forsvundne vand – da de efter en halv times gang ikke engang var nået halvt ud til vandet , måtte de dog give op og gå tilbage ind mod solcremen..
Da Lulu vender tilbage, er der ingen ny bikini at se, men til gengæld har hun favnen fuld af alt hvad der kunne købes i byens souvenirbutikker.

Vores udsigt det mest af tiden - her set mod land.

Herefter stod den på masser af solbadning for os alle.  Da det blev tid til frokost fandt vi endnu en hyggelig restaurant tæt på vandet, betjent af ingen ringere end verdens mest distræte tjener, der lod os vente over en time på at blive betjent. Så glemte han hvad der var bestilt og kom derfor med noget helt andet, så serverede han kun halvdelen af maden, og så lod han os vente yderligere 40 minutter på at få serveret resten af maden. Heldigt for ham at vi alle var for trætte til at gøre modstand, så vi betalte regningen, forlod stedet og kom aldrig tilbage.
Humøret steg dog atter igen, da vandet vendte tilbage og vi nærmest sloges for at komme først i. Mens vi lå der og blev ”kølet” i bølgen blå, blev vi svømmet op af et par tjekkiske fyre der ville invitere os i byen. - Det er åbenbart sådan man gør det på Zanzibar.
Som om det ikke var underligt nok at tale med fremmede mens man er iført bikini og saltvand, fortalte de os at de da havde mødt 3 andre danske sygeplejestuderende på øen, to timers kørsel væk – og jo, dem kendte vi da, for det var jo de andre Kenya-piger fra platformen! Nå, vi fejede dem lidt let af og blev enige om at nu var vandet da også blevet lidt ”koldt”….   (Vandet er altid varmt på Zanzibar)

Vores udsigt ca. resten af tiden - her set mod vand (dog uden vand)

Vi gik hjem for at slappe af og tørre inden aftensmaden, og da vi åbner døren igen, ligger der en sød lille schæferhund udenfor, som tilsyneladende havde fået den idé at den skulle være vores vagthund. Vi lod vagthunden blive tilbage, selvom den kiggede lidt skuffet, og vi gik langs stranden på jagt efter aftensmad. Vores udlejer, Ramse, arbejdede på en restaurant kaldet Teddy’s og vi besluttede os for at prøve den af. Det skulle vi aldrig have gjort. Vi endte med at vente på vores mad i to timer, så da kl. var 22 havde vi næsten ikke kræfter til at indtage maden, som vi i øvrigt nærmest støvsugede op fra tallerknerne. Vi er efterhånden blevet ret vant til ’African Time’, men vi vænner os aldrig til at vente så længe på vores mad! Vi går til baren for at betale regningen, da Ramse ikke vil lade os gå hjem selv, kalder han på en fyr vil køre os hjem i sin bil. Taknemmelige var vi, for at vi kom sikkert hjem og trillede direkte ind i seng, og chaufføren havde da tilfældigvis også relation til Danmark – han var tanzanianer, men var professionel kampsportsudøver og havde tit kampe i Odense. Verden er for lille nogen gange!

Bonusinfo: Diana har fundet grænsen for sin, normalt unormalt store tålmodighed. Det ses på restauranter og kommer gerne til udtryk med ordene: ”Så. Nu har jeg bestilt. Så vil jeg godt have maden!”, hvorefter hun sidder uroligt på stolen indtil maden kommer…