Lørdag den 10. Januar

Lørdag morgen vågner vi op til en ny-vandet verden. Det har regnet hele natten og det regner stadig mens vi vågner, hvorfor vi når at bekymre os for hvad det dog skal betyde for vores safari. Da vi får lynet teltet op, viser det sig heldigvis at lyden at vand mod teltdugen får det til at lyde meget værre end det er. Lyset udefra betyder også at vi kan se en mindre pool ved én af sengene i vores telt, og mens vi skutter os lidt i den småkolde morgen, er Lulu klar med dagens første sprog-brøler, da hun fortæller historien; ”..- Det var ligesom dengang, hvor jeg fodrede en banan!”. Diana griner selvfølgelig lettere hånligt, men da hun står og børster tænder udenfor morgenmadshytten får hun øje på en nysgerrig bavian længere henne. I farten, og med munden fuld af tandpasta, får hun derfor mumlet: ”Jeg står lige og børster tænder, mens der er en banan, der kigger på mig…” Ja.. Den der ler sidst, ler bedst, som man siger…

Bananer, som vi ynder at kalde dem..

 

Vi kører ud og allerede fra morgenstunden, finder vi flere løver og en enkelt gepard. Vores guide var super god til at navigere udenom de mest mudrede steder, selvom vi så flere, der sad fast rundt omkring. Alligevel var det en tur, hvor man blev rystet godt og grundigt igennem.
Blandt dyrene vi så i løbet af formiddagen var ellers zebraer, giraffer, elefanter, antiloper, gnuer, vortesvin, bavianer, strudse, bøfler og alverdens fugle. Og vi var som vilde dyr selv, når vi fandt en ny art..
Omkring middag nåede vi til en sten, der markerede grænsen mellem Tanzania og Kenya, og vi var måske en smule uforberedte, for der var ikke én af os 5 der fandt den sten særligt spændende. Så mens de små flokke af turister væltede ud af deres respektive biler for at blive fotograferet med stenen (der virkelig bare var en sten med T+K malet på med spraymaling), bad vi om lov til at tisse i buskene. Vores guide tjekkede området først, inden vi fik grønt lys, hvorefter vi må have lignet en flok piger i færd med at lege kron-gemme.  Vi sprang ud i hver sin busk, og selv Lulu fik overvundet sin manglende evne til at tisse udendørs. Vi andre var i hvert fald ikke i tvivl, for hun sørgede for, stolt, at råbe ”Jeg tisseeeer!!!”, da det endelig lykkedes.
Hun fik også mange rosende ord mens vi satte os ind i bilen igen, men vi måbede lidt over vores guide’s ’betænksomhed’, da vi nåede vores frokostpunkt 5 minutters kørsel senere – og der faktisk var rigtige toiletter der..

Lidt ironisk latter senere, sad vi pænt parkeret på et skovturstæppe og nød vores madpakker fra ’teltlejren’. Snakken gik let og vores guide stod på vagt, fordi området var ret tæt befolket af små, men meget snu aber. Således måtte Diana på et tidspunkt se rædslen i de andres voksende øjne da de pegede på noget, der tilsyneladende kom lige bag hende (var det en hund, en slange, en løve??!). Spurtende forbi kom så en lynhurtig abe, og, i splitsekundet efter, vores guide der fik den skræmt væk. Den ændrede dog hurtigt mission og pilede frejdigt videre og op i en af de andre turistgruppers bil, hvor den triumferende holdt et fint rødt æble op, inden den løb afsted med sin fangst. Vi nåede knapt at grine færdigt, før Diana genså rædslen og de løftede pegefingre, og vupti – kom der en abe mere, der havde luret at vores guide var på behørig afstand. Man nåede nærmest ikke at se den, før den var løbet afsted med Dianas, heldigvis for hende, tomme bananskræl, mens vi næsten græd af grin..

Hænger ud - in so many ways..

Efter frokosten blev vi tilknyttet en bevæbnet ’ranger’, der gjorde os selskab på en lille gåtur ud idet område, hvor man normalt ville kunne finde krokodiller og flodheste. Det var et flodområde, og vi så ganske rigtigt begge dele, ligesom vi så et styks nedlagt krokodillebytte (en baby-flodhest) og en stak knogler fra dens tidligere måltider. Det var ikke lige her vi havde lyst til at hoppe i vandet…
Ovenpå alt det, begyndte vi efterhånden at blive kaffetrængende, så da vi tilfældigvis kom forbi et hotel (midt ude i Maasai mara) med egen flodheste-pool, som vi lige skulle se, benyttede vi os af chancen for at gribe en iskaffe.

Lulu lader som om at hun tænker..

Tilbage i lejren om aftenen var vi atter godt trætte. Op til aftensmaden sad vi derfor ude i skumringen og snakkede indtil vi blev gennet indenfor af en maasai (maasai’er er tilsyneladende oplagte at bruge som vagter, så dette var ingen undtagelse), med forklaringen at ’der jo kan komme mange farlige dyr forbi her’. Vores guide grinede dog da vi sagde det til ham indenfor, og havde nok været et element af overdrivelse af maasai’ens forklaring.
19.30 præcis satte vi os til bords og spiste som havde vi sultet hele dagen. Så tændtes TV’et ellers foran os, og hvor fjollet det end føltes, slog de lokale selv over på et naturprogram filmen ved den flod i maasai mara vi havde besøgt tidligere på dagen. Det var lidt som at se lokale nyheder. Hovedpersonerne havde dog totalt high tech navne: zebrahoppen kaldte de Zulu Echo Five mens dens føl bar navnet Foxtrot One. - Deres historie endte heldigvis lykkeligt!