Onsdag den 24. December

Juleaftensdag stod vi tidligt op og tog ud for at spise morgenmad. Vi havde meget sjov ud af at iagttage de andre pigers morgenmadsbestilling, da de som regel er ret kræsne og altid har tilføjelser til deres madbestillinger. Oveni det, skal tanzanianeres engelsk gerne forstås som et sprog for sig selv. Således bestilte den ene af pigerne pandekager og gjorde sig umage med at forklare at der ikke skulle hældes sirup på, overhovedet. – Og da morgenmaden så kom, var der hældt chokoladesauce på, for tjeneren havde hørt det som ”you said A LITTLE chocolate sauce…”. Nej.

Efter morgenmaden tog vi en tur tilbage til Stone Town, for på mærkværdig vis kan hele Paje klare sig uden en hæveautomat – de har så aldrig nok byttepenge, men så får man gerne en smule rabat eller man køber en cola ekstra, for at det passer.
I Tanzania bruger de ikke matatu’er, men har i stedet den meget tilsvarende ’dalla dalla’, som vi tog for sølle 2000 tanzaniske shillings mod vores 60.000 shillings taxa-tur dagen forinden. Men man fik også hvad man betalte for. Vi sad klemt i en overfyldt og meget varm minibus uden aircondition hvor folk blev ved at slæbe de underligste ting med ind. Pigerne forrest i bussen sad derfor helt stille med benene, fordi der på et tidspunkt stod en sæk høns foran dem. Afrika i en nøddeskal!

Og typisk for Zanzibar er åbenbart at deres hæveautomater ikke virker, så vi styrtede byen rundt igen for at finde én. Da vi endelig finder den, hæver vi så også 550.000 pr mand. Altså t-shillings. Men det virkede stadig helt åndssvagt.

Vi havde vores ’udlejer’ Ramse med, så vi kunne betale for vores ophold med det samme, og vi kunne selvfølgelig godt vente på ham de 10 min det tager for ham at gå i banken med pengene. Hvad vi lidt havde glemt var det her African Time, så 40 minutters ventetid senere,  gik vi ud for selv at finde de ting vi manglede. Vi fandt bla. en simkort-sælger, der gav os tydelig overpris – desværre var vi trætte og svedige nok til bare at ville have det overstået. Så selv da han liiige beder om en ekstra skilling til en sodavand, gav en utålmodig Diana efter. Helt ærligt har han nok også mere glæde af de 12kr end vi har..

Vi svedte os tilbage til Paje i dalladalla’en hjem og splittede os derefter op. Diana havde brug for at hvile mens Lulu gerne ville ud at købe ind til morgenmad. Da hun kommer tilbage har hun da også tasken fuld af kiks og peanutbutter – for ”supermarkedet” i byen var totalt rippet for varer.

Efter en lille kiks, hoppede vi i badetøjet og tog en juledukkert i bølgen blå. Vandet var varmt, så selvom vi havde nissehuer på, havde vi det lidt svært med julestemningen. Vi blev forresten svømmet op af en dansker, mens vi lå og plaskede. Dem er der åbenbart en del af på Zanzibar i feriesæsonen.

Så var det at vi alligevel besluttede at blive vinterbadere..

Vi tog med de andre piger ud at spise om aftenen på et hotel/restaurant/bar ved navn Paje By Night. Det lykkedes os at opstøve nogle små bøffer med sovs (på seafood-øen), og noget vanille-pannacotta, men da det virkelig ikke fyldte meget (og tjenerne i øvrigt var langsomme og forfjamskede over juletravlheden) måtte vi bestille en smule ekstra. Vi følte os dog først rigtigt tykke da vi bestilte vores små ekstraretter og tjeneren udbrød ”wow!”, så Diana var allerede tøsefornærmet da de også glemte at komme med hendes vinglas. Det var dog nok alligevel det bedste, for vi tog videre til en enkelt drink på baren Jambo, hvor vi måtte sande at man ikke drikker drinks på Zanzibar for at nyde smagen – men for at blive hurtigt fuld. I hvert fald var de meget, meget stærke.

Vi var stadig anstændige da vi kom hjem, men nogen (Diana) faldt i søvn nærmest inden hun ramte sengen.