Lørdag den 3. Januar

Om lørdagen vågner vi helt døde. Da vi har totalt forskellige meninger om hvor blød en seng skal være, har vi som regel meget sjov ud af ’sengetesten’, hver gang vi er et nyt sted. Og denne gang var sengen hård – til Lulus store forfærdelse. Hun vågnede nemlig op med ondt i kroppen. Diana havde derimod en glad ryg, men havde til gengæld haft det hårdt med skiftet fra Zanzibars uden-en-blæser-sveder-du-selvom-du-ligger-helt-stille-hede til Kenyas her-er-der-altså-under-tyve-grader-om-natten-kulde. Et enkelt hurtigt toiletbesøg iført nattøj gav vilde kulderystelser! Så nu gruer vi for alvor for hvordan det bliver at kommer hjem til kulden….

Da vi faktisk kom ud af sengen og fik checket ud fra hotellet, gik det rimeligt glat. Taxaen kørte os direkte til matatustationen, hvorfra der få minutter senere gik en matatu til Nakuru. Vores chauffør kørte dog utroligt råddent, så det var pludselig lidt for tydeligt for os, hvorfor der så tit sker ulykker med matatu’er. Og vi kørte endda med det bedste selskab..
Vi kom helskindede hjem og gik så ellers hver til sit; Diana pakkede ud og vaskede tøj og Lulu tog en lur. Energi var det ikke så meget af, men det skulle jo til det hele.
Da vi havde været på indkøb, kunne vi dog ikke lade være at lyse lidt op. Mary (vores host-mom, hvis man skulle være i tvivl) var nemlig kommet hjem og stod med åbne arme og tog imod os i døren og fortalte hvordan hun havde savnet os. Lige hvad en lille træt Lulu og en  lille træt Dibani havde brug for.. Og resten af aftenen gik da også roligt med snak om hvad vi havde foretaget os.

Beviset på at selv strandede hvaler kan være fantastisk elegante.