Søndag den 11. Januar

Søndag var ugens sidste safaridag. Vi lagde ud med pandekager til morgenmad, og så kunne dagen da umuligt blive andet end god. Vi kørte af sted lige efter morgenmad og de første dyr vi spottede var løverne igen. Dagens strategi var at finde leoparden og næsehornet. Dyrene var tydeligvis gået på weekend, da der ikke var ét dyr at spotte det meste af formiddagen. Spekulationerne gik derfor på, om dyrene mon var til et ’emergency-meeting’ på kongeklippen… 

I vores søgen på de vilde dyr mødte vi til gengæld en tam mzungu-familie, der helt sikkert burde få årets ’vi-er-evigt-glade-og-ser-også-sådan-ud-hele-tiden-pris’, fordi vi kørte forbi dem igen og igen, hvor de gloede og smilede, som om det var os de havde betalt for at se. Efter at have kørt et godt stykke tid, uden at se så meget som en antilope, stod 3 af pigerne inklusiv Lulu ud af bilen for at tisse. Vores guide skulle dog lige ud og sikre sig at området var forsvarligt at begive sig ud i. Det viste sig så at pigerne, efter at have gjort det de skulle, havde sat sig omkring 300 m fra to geparder, der befandt sig i et meget åbent terræn. Måske vores guide skulle få tjekket synet..? Nå, men det er jo også en slags dyr.. 

Popdrengene

Efter at have betragtet de to smukke dyr, blev det tid til frokost, og lokaliteten blev ’in the middle of nowhere’, som vores guide kaldte det. Det var da absolut heller ikke en overdrivelse.  Vi spiste vores madpakker under et træ på et tæppe, hvor nogle af pigerne pludselig blev overfaldet af en hær af bidende myrer. Mens den ene af pigerne havde travlt med at hoppe rundt og børste dem af sig, tog vores guide hendes sure sok og begyndte at pille de onde myrer af den. Hvem sagde at ridderligheden er død?

Mad in the middle of nowhere

I næste etape mødte vi en stor, gammel elefant, hvor vores guide fortalte at elefanten var ensom fordi den vidste den skulle dø, og forlod derfor flokken for at de andre ikke skulle sørge. Han sagde at elefanten videt det, fordi de alle på et tidspunkt udvikler en ekstra tand, der gør at de ikke længere kan tykke deres mad. Mens vores guide tegner og fortæller kommer elefant nummer to frem for buskadset, hvor vores guide holder en kort pause, sukker og siger: ’Oh…. - This one is dying too..!’ Det grinte vi lidt af (nogle mere end andre), men desværre havde guiden ret, for da vi havde betragtet dem lidt, så vi hvordan de spyttede al græsset ud efter at have forsøgt at spise det. Resten af turen gik med ihærdigt at følge næsehornssporene, men der var ingen næsehorn i nærheden.  

Ej, der var faktisk ét næsehorn..

Kort herefter stoppede vores guide bilen, vente sig om mod os og udbrød nedslået: ’We’ve lost the game!’ Vi så alle sammen lidt forvirrede ud, mens det gik op for os at safarien var et spil mod naturen, enten var man heldig eller også var man ikke. Da vi kom tilbage til teltlejren sidst på eftermiddagen, satte vi os ud i græsset med the og kaffe til en masse pigesnak. Diana og en af de andre piger begyndte at fjolle rundt på græsset med deres akroyoga, hvorefter vores guide var dybt imponeret over at de kunne holde hinanden i luften så længe. Resten af aftenen nød vi med god aftensmad og lidt flere naturprogrammer.   

(Tilsyneladende) meget imponerende akroyoga-skills

Lige et sidste billede af dyrene på savannen

Vi fandt jo heldigvis en elefant og en krokodille..