torsdag den 15. januar 2015

Lørdag den 27. til mandag den 29.

Lørdagen blev en helt rolig dag. Vi spiste morgenmad ’hjemme’ og besluttede os for at tage en næsten solfri dag. – Vores hud havde det lidt hårdt med al den sol.
Så vi lå længe i vores store seng og snakkede og én af pigerne kom ned og holdt os med selskab.
Ved middagstid stod vi rigtigt op og gik mod Paje by Night efter frokost. Der var fyldt med danskere som altid – en flok trælse københavnermænd larmede mens vi spiste, alle på toilettet talte dansk og da vi bagefter hoppede i poolen, var det til lyden af danske børn der legede i vandet. Vi blev der dog et par timer og skrev lidt på bloggen (ikke at man kan se det, men vi prøvede altså!), inden vi alligevel ikke kunne holde os tilbage fra at hoppe i havet også. Men ellers var det ren afslapningsdag indtil aftensmaden stod på virkelig veltilberedt koralfisk. Mmmh… Diana leverede underholdningen på vejen hjem, da hun gik i vandkanten og pludselig tabte en klipklap der blev revet med af en bølge. Hun råbte lidt op, de andre skyndte sig at sige hun skulle hoppe i efter den, og på meget ynkelig vis får Diana svaret ”Men jeg kan jo ikke se den!!!”
Så kom Lulu heldigvis til undsætning og fik lokaliseret klipklappen, der lå stille tilpas længe til at vi kunne fange den. Det var vist nok dagens vildeste oplevelse.

Om søndagen lå vi på stranden hele dagen. Virkelig hele dagen.
Vi spiste pizzaer på stranden som sen middagsmad og sov derefter lidt i strandstolene. Ved aftenstid gik vi lige hjem i bad inden vi gik til aftensmad. Fiske-flippet fortsatte og Diana nød i den anledning noget så fornemt som en fiskeplatte: hummer, krabbe, blæksprutte og kæmperejer. Mmmmh er en meget brugt lyd på Zanzibar..

Fiskeplatte med limesauce og godt selskab


Mandag brød vi en smule med dovenskaben, da vi startede dagen ud med en af de alt for sjældne løbeture. Det er næsten ikke fair så dårlig form vi er i nu, men det er bare så enormt svært at få trænet, når det eneste passende tidspunkt er om morgenen og i hverdagene derfor skal overstås inden 6.30 (der bliver endda først lyst kl. 6). Derefter tog vi ind til Stone Town for at hæve flere penge, og da vi vendte tilbage og fik spist frokost ankom der flere piger fra platformen. Denne gang dem fra Uganda, så nu har vi næsten genset alle dem vi er rejst herned med. De var selvfølgelig trætte ovenpå rejsen, så vi så ikke så meget til dem den dag.

Til gengæld mødte vi en lille slange på vejen hjem fra aftensmad den aften! Uhhhh!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar